At kunne lide følelsen af tomme lunger

Til at starte med vil jeg fortælle at jeg her til aften fik et ynkeligt anfald(hvilket jeg kan lide at kalde dem) hvor jeg bryder fuldstændig sammen og hader min person. Hvem jeg er, hvordan jeg er, hvilken måde jeg bevæger mig på, hvordan jeg ser ud, alt hader jeg ved mig selv i disse situationer, ikke at jeg også gør det altid men det ligger som regel blot i under bevidstheden. Sidder lige nu og overvejer at lade være med at lave indlægget, mest af alt fordi jeg ikke er typen der udtrykker mine følelser og hvordan jeg har det, men hvem fanden siger jeg ikke er typen der gør det? MIG SELV. Gud hvor jeg dog altid sætter grænser for mig selv konstant.

Jeg er på ingen måde god til at formulere mig selv, men har valgt at jeg vil prøve det, for har sgu hele natten. Tør ikke ligge mig til at sove, fordi jeg VED jeg vil tænke på et eller andet shit, og det tør jeg ikke. Er for at være 100% ærlig, så er jeg et kæmpe nervevrag overfor mine egne tanker. No shit. Nogle gange er mine tanker ikke engang slemme, jeg tænker bare for meget over hvert enkel ting(Filosof Spike) hvilket jeg på ingen måde kan overskue. Hvilket minder mig om at jeg på ingen måde kan overskue mit liv, jeg tænker tit på hvordan det ville være hvis jeg ikke var her. Ville folk omkring mig have det bedre? For jeg gør sgu ikke andet end at såre folk, og er du sindssyg hvor meget dårlig samvittighed jeg bærer! Fx. da min mors mand smed mig ud af mit hjem, fik jeg et panik/angst anfald, hvor jeg løb direkte ned på toilettet og lagde mig på gulvet. Ved ikke hvorfor jeg har brug for at ligge ned når jeg får et af disse anfald, det har jeg vel bar. Jeg bankede hovedet ned i jorden og ønskede inderligt at jeg forsvandt. Lysten til at skære i mig selv var vildt stor, for at få det bedre (Ved at skære, bliver der sendt nogle endofiner op til hjernen, der på den måde gør at man får det godt.), men FUCK jeg vil ikke fremstå ynkelig FORDI JEG HAR FUCKER MEGET SOCIAL ANGST. Og jeg kan derfor ikke få hjælp. Fordi jeg ikke prøver på at tage mit eget liv, eller cutter. Jeg ville vædde med at jeg har det præcis på samme måde som som en cutter, jeg lader dog være med det netop fordi jeg ikke vil virke ynkelig, og jeg vil heller ikke have folk ved jeg er svag på nogen måde, fordi igen, jeg har social angst. Og selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så er jeg pisse bange for at folk kritisere mig. Men fuck det. Mest af alt er jeg pisse ked af det over at folk opgiver mig. HJÆLP MIG NU BARE FORFANDEN. JEG RÅBER OG BEDER, HJÆLP MIG

Spike

FUCK JEG FØLER MIG YNKELIG OVER DET HER INDLÆG MAN