Til at starte med vil jeg fortælle at jeg her til aften fik et ynkeligt anfald(hvilket jeg kan lide at kalde dem) hvor jeg bryder fuldstændig sammen og hader min person. Hvem jeg er, hvordan jeg er, hvilken måde jeg bevæger mig på, hvordan jeg ser ud, alt hader jeg ved mig selv i disse situationer, ikke at jeg også gør det altid men det ligger som regel blot i under bevidstheden. Sidder lige nu og overvejer at lade være med at lave indlægget, mest af alt fordi jeg ikke er typen der udtrykker mine følelser og hvordan jeg har det, men hvem fanden siger jeg ikke er typen der gør det? MIG SELV. Gud hvor jeg dog altid sætter grænser for mig selv konstant.

Jeg er på ingen måde god til at formulere mig selv, men har valgt at jeg vil prøve det, for har sgu hele natten. Tør ikke ligge mig til at sove, fordi jeg VED jeg vil tænke på et eller andet shit, og det tør jeg ikke. Er for at være 100% ærlig, så er jeg et kæmpe nervevrag overfor mine egne tanker. No shit. Nogle gange er mine tanker ikke engang slemme, jeg tænker bare for meget over hvert enkel ting(Filosof Spike) hvilket jeg på ingen måde kan overskue. Hvilket minder mig om at jeg på ingen måde kan overskue mit liv, jeg tænker tit på hvordan det ville være hvis jeg ikke var her. Ville folk omkring mig have det bedre? For jeg gør sgu ikke andet end at såre folk, og er du sindssyg hvor meget dårlig samvittighed jeg bærer! Fx. da min mors mand smed mig ud af mit hjem, fik jeg et panik/angst anfald, hvor jeg løb direkte ned på toilettet og lagde mig på gulvet. Ved ikke hvorfor jeg har brug for at ligge ned når jeg får et af disse anfald, det har jeg vel bar. Jeg bankede hovedet ned i jorden og ønskede inderligt at jeg forsvandt. Lysten til at skære i mig selv var vildt stor, for at få det bedre (Ved at skære, bliver der sendt nogle endofiner op til hjernen, der på den måde gør at man får det godt.), men FUCK jeg vil ikke fremstå ynkelig FORDI JEG HAR FUCKER MEGET SOCIAL ANGST. Og jeg kan derfor ikke få hjælp. Fordi jeg ikke prøver på at tage mit eget liv, eller cutter. Jeg ville vædde med at jeg har det præcis på samme måde som som en cutter, jeg lader dog være med det netop fordi jeg ikke vil virke ynkelig, og jeg vil heller ikke have folk ved jeg er svag på nogen måde, fordi igen, jeg har social angst. Og selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så er jeg pisse bange for at folk kritisere mig. Men fuck det. Mest af alt er jeg pisse ked af det over at folk opgiver mig. HJÆLP MIG NU BARE FORFANDEN. JEG RÅBER OG BEDER, HJÆLP MIG

Spike

FUCK JEG FØLER MIG YNKELIG OVER DET HER INDLÆG MAN

 

 

Hvorfor har man en facebook profil? “Det er for at følge med i hvad der sker” – “så ved jeg hvordan mine venner har det, også dem der bor langt væk.”

På facebook kan man få sig selv til at fremstå, som alt det man gerne vil. Vi poster statusser når vi er sammen med veninderne eller familien. Vi lægger flotte billeder ud af os selv og un-tagger os fra billeder hvor vi ser lidt for tykke eller lidt for blege ud.
Vi får et indtryk af at vores facebook-venner har det skide-fedt, når de poster et billede fra Jensens Bøfhus – hvis ikke fra Italien, hvor de sidder og drikker et glas champagne på terrassen, mens de iagttager solnedgangen. Og hvad får det mig til af føle? ja – det får mig sgu til at føle mig lidt som et udskud, når jeg sidder der lørdag aften i min kælder og klamrer mig til min nupo-ryste-ting, alt mens jeg kigger på alle de sjove festbilleder mine facebook-venner lægger ind. Det får mig til at sammenligne min lørdag aften, med en-eller-andens lørdag aften. Hvis det ikke var for facebook, havde jeg slet ikke vidst hvad denne person lavede lige nu, eller for en halv time siden, og jeg havde været pisse ligeglad! Men så sidder man dér og begynder at tænke over om det bare er mig der har et kedeligt liv? For det virker sådan, når jeg sammenligner.

Men hvem skrev på facebook, da festen blev kedelig klokken 00:30? Hvem skrev på facebook da de sad og kedede sig på en grå regnvejrsdag? Præcis. Ingen. Vi har jo forfanden allesammen de dage, hvor vi ikke har mod på nogen eller noget, hvor vi bare ønsker at alt er anderledes.

“Jeg har været ret ked af det idag, fordi min hund er død”

Jeg savner negativiteten. Jeg savner at der er nogen der dropper det glansbillede-lignende lort de har gang i og for engangs skyld bare skriver hvordan de har det. Er det ikke dét, vi siger, vi bruger facebook til? Til at følge med, så ved ved hvordan det går? Det sjove er bare, at vi får slet ikke af vide hvordan det går….

Så hvorfor er det nu, at vi har en facebook profil?

Chester

Pisse flotte type:

Selve ordet sane betyder sund på latinsk, og bliver brugt i sammenhængen: Sund sjæl i sund legeme. Derfor kan insanity(sindssyg) betragtes som dårligt helbred i sindet.

At være skør og rent faktisk ikke at være det. Det er noget jeg tænker tit over, hvad nu hvis ‘de skøre’ rent faktisk ikke er skøre? Tidligere var man overbevist om at det var djævelen som havde overtaget ens krop. Heksedoktorer måtte derfor befri de sindssyge personer for deres bizarre opførelse – men HVORFOR! Dette bliver som regel kendt for galskab, eller madness på engelsk. Grækerne så psykisk syge, som fysiske syge, noget helt naturligt. Hvor andre så det som en vred gud som en straf for en synd. Fra middelalderen blev der lavet behandlinger for de syge, og det var yderst let at komme ind på et asyl. Blot ved at have en depression, talefejl eller epilepsi. Det første asyl der blev bygget var i America ca i 1774, blev patentionerne bundet med kæder eller reb fast til deres senge eller fastholdes i spændingstrøjer  og de blev social udstødt fra samfundet. Ofte forsvandt deres papirer og folk vidste ikke de levede længere. Her blev man også indlagt hvis man lavede en synd mod guds tale. Hvorfor skulle det være en straf at elske satan?

Kender du American horror story? Deres sæson 2 handler om et Asyl, klik her for at se det online (I det mindste for at kigge på Evan Peters)

Hvis du, som læser dette, oplever noget som du kan blive stemplet skør før, aldrig nævn det for nogen. Uanset hvor meget hjælp du har brug for. Ikke nævn det. Folk vil blot tænke du er skør, de vil ikke tro på hvad du siger, de vil kun tro på at du tror på det. På et eller andet tidspunkt vil du selv være i tvivl om det der skete rent faktisk skete. Næste level er så at du ser dig selv som skør. En skør ville ikke se sig selv som skør – en lille reminder.

Spike. Jeg vil altid tro på dig. 

“Der sker intet spændende hvor vi kommer fra.. Vi keder os bare.. Der hvor vi kommer fra” Rapstars, Fosta

Hvad skal jeg have på af tøj, og ser jeg tyk ud i det her outfit? Så overvejer man om man burde shoppe og købe noget nyt tøj, men hvis man alligevel har tænkt sig at tabe sig, er det så pengene værd at købe nuværende størrelse – og har man overhovedet penge nok til nyt tøj, når man også skal betale indgang og sprut? Fuck it, jeg bliver bare hjemme. Men der er stadig en chance for at det bliver mega sjovt, og man ender med at gribe den hver eneste gang, selvom man ved at det er langt under halvdelen af gangene hvor man rent faktisk vågner morgenen efter og tænker “eey, fucking fed bytur alligevel – ALLE PENGENE VÆRD”. For hvad med de gange hvor man fortryder at man brugte hver en øre i et mislykket forsøg på at blive beruset, fordi alting virker så nederen når man tænker klart. Derfor ender man med at tænke, at man burde ha’ blevet hjemme, sparet de penge eller måske have brugt pengene på tøj. Men hvad med størrelsen? Så ender man tilbage hvor man startede sit tankespind foran spejlet.

Jo flere drinks, des mere selvtillid, så hvorfor bunder vi ikke bare flasken? Fordi alkohol ikke er andet end tomme kalorier, som giver os lyst til at danse – ja, men også lyst til pizzaworld. For hele ugen har vi gået på minium af kalorier med tanke på drømmekroppen, men vi synes alligevel at være villige til at smide det hele på gulvet når det bliver fredag. Hvorfor? Er det værd at være tynd hvis man ikke kan have det sjovt? Er det dét værd at have det sjovt hvis man er fed?

Der er intet at lave en fredag aften, medmindre man vil sidde derhjemme og være asocial mens man fråder en gulerod – som altid ender i et stykke trøstekage fordi vi ingen venner har.
Vi kan hermed konkludere at der endnu ikke findes en løsning på vores problem.

Chester & Spike